Vanillas historie
Vanilla-olien stammer fra en orkide af vanillaslægten, der gror i Mellemamerika og Mexico. Totonac-folket, der bebor Mazatlan Valley på Pacific Coast i Mexico i nutidens staten Veracruz, var de første til at dyrke vanille.
Ifølge Totonacernes mytologi blev den tropiske orkidé født, da prinsesse Xanat, flygtede til skoven med sin elsker, fordi hendes far forbød hende at gifte sig med en dødelig. De elskende blev taget til fange og halshugget. Hvor deres blod rørte jorden, voksede den tropiske vanillaorkidé op.
De præcolumbianske mesoamerikanske folkeslag lavede vin af vanilla, af aztekerne kaldt tlilxochitl, der betyder sort blomst. Den spanske conquistador Hernán Cortés er krediteret for at indføre både vanilla og chokolade til Europa i 1520’erne.
Forsøg på at dyrke vanilla udenfor Mexico og Mellemamerika viste sig at være forgæves på grund af det symbiotiske forhold mellem vanille orkidéén og den lokale biart Melipona, der er dens naturlige bestøver. I 1837 måtte den belgiske botaniker Charles François Antoine Morren sande dette, og forsøgte sig med en banebrydende metode til at bestøve planten kunstigt. Metoden viste sig økonomisk uigennemførlig. I 1841 opdagede Edmond Albius, via en 12-årig slave, der boede på den franske ø Réunion i det Indiske Ocean, at vanilla kunne bestøves med hænderne. Håndbestøvning gjorde, at planten nu kunne dyrkes globalt. Som krydderi er vanilla den næst dyreste efter Safran, og den bruges især ved bagning, i parfumer og af aromaterapeuter. Dens sensuelle duft gør den velegenet til personer, der trænger til at hengive sig til kroppens nydelse.
Ifølge aromaterapeuter er olien virksom ved følgende tilstande i:
Psyken: Stress – Vrede – Frustration – Styrker sensuel nydelse – Impotens – Frigiditet – Beroligende.
Kroppen: Menstruationsfremmende
Duftmæssigt kan Vanilla med fordel blandes med:
Bergamot – Grape – Citron – Mandarin – Appelsin – Sandeltræ – Frankincense
